Odders lokale journalist Claus Greve tog en snak med Thummee, i anledningen af hendes 15 års jubilæum som syerske og utroligt vellidt kollega hos Oddervognen.

Koncentrationen og alvoren er ikke til at tage fejl af, når Thummee med sikker hånd fører stoffet til barnevognens kaleche og lift gennem nålens lynhurtige anslag. Hendes fortrolighed med symaskinen er nærmest håndgribelig – hun får det til at se så nemt ud, hvad det næppe er – men 15 år som syerske på Oddervognen fornægter sig ikke. Knap har Thummee sluppet grebet om stoffet, før ansigtsudtrykket skifter karakter og lyser op i et stort smil. Hun virker mild og glad, og da vi skal sludre, peger hun på et bestemt bord ved vinduet, hvor vi sætter os i den bagende sol. – Jeg elsker lys og sol, siger hun, mens hun et kort øjeblik kigger ud på det dejlige vejr, og hos mig efterlader Thummee indtrykket af en person, som næsten altid må være i godt humør.

Selv om det ser legende let ud for Thummee, må der være udfordrende punkter i arbejdet, så jeg spørger hende, hvad er det sværeste ved dit job?
– Når der kommer en ny model, lyder det hurtige svar, for så bliver jeg nødt til at prøve mig frem med forskellige metoder, indtil jeg rammer den rigtige måde at gribe syningen an på. Smilet på Thummees ansigt træder atter frem, da hun tilføjer, – men når jeg har arbejdet med den nye model nogle gange, så sidder den i fingrene.

– Du ser så seriøs ud, når du sidder ved symaskinen, pjatter du aldrig? Her har jeg en forventning om, at Thummee vil grunde over svaret, men nej, det kommer på et sekund og med overbevisning i stemmen. – Jeg laver ikke sjov, når jeg sidder og syr, men i de ledige stunder driller vi tit hinanden. Beskedenhed er en dyd, og passer det, så er det en egenskab, som ligger dybt forankret i Thummee, for da jeg spørger, om hun er den dygtigste syerske, siger hun med et fast blik, – nej, vi er alle lige dygtige!

Otte timer er som bekendt ikke hele dagen, men i sin fritid slipper Thummee ikke jobbet helt. Hun er vild med design, og derfor surfes der på nettet samt kigges Tv-udsendelser i bestræbelserne på at hente inspiration. – Ser jeg en smart og flot taske på nettet eller i et magasin, får jeg lyst til selv at lave den, fordi det er en spændende udfordring, men der bliver også tid til at sy lidt tøj til familien. Det eneste, jeg ikke bruger min fritid på, er haven, konstaterer Thummee, jeg vil ikke pille ukrudt op. Det betyder nu heller ikke så meget, siger hun med et grin, for jeg er gift med en gartner.

Madlavning fylder ligeledes en del i Thummees dagligdag, og her er jeg lidt nysgerrig for at høre, hvordan hun kombinerer og balancerer mellem det thailandske og det danske køkken.
– Det er enkelt, svaret kommer prompte, jeg siger til familien, at i aften skal vi ha’ frikadeller eller måske boller i karry, og det får de så. Men de får det i min version med krydderier og ingredienser med thailandsk tilsnit, hvor ris og pasta spiller en stor rolle, så der kan godt gå dage imellem, at gartneren får kartofler. Denne gang forekommer det mig, at et lumsk glimt spiller i hendes glade øjne.

Under samtalen med Thummee har jeg hele tiden haft lyst til at spørge om Oddervognens leveringer til Kongehuset, for når man arbejder på en barnevogn, som er bestilt til Kronprinseparret, gør man sig så ekstra umage?
Thummees udtryk bliver igen alvorlig, mens hun tænker over svaret, der som ventet lader hendes faglige stolthed skinne igennem. – Vi kan godt synes, det er sjovt, hvis vognen skal til en kendt, men uanset om jeg arbejder på en Oddervogn til Kongehuset eller til mennesker, jeg ikke kender og aldrig kommer til at møde, så syr jeg, som om barnevognen var til mig selv.