Oddervognen har snakket med Lars Christiansen om tiden som karrieremand vs familiefar, om den dårlige samvittighed og om at trodse statistikkerne og finde sammen efter skilsmisse.

Det er én af de dage med høj himmel – Jeg er kørt til Juelsminde for at blive klogere på, hvad det vil sige at være nærværende med sine børn samtidig med, at man har en karriere, der kører på fuldt blus. Det har den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen sagt ja til at give sit personlige bud på.

Jeg triller langsomt hen ad den vej, der smalner til, som om den vil fortælle mig, at hvis jeg kører for langt, ender jeg på hovedet i Kattegat. Her – i udkanten af udkanten af Juelsminde – bor Lars Christiansen sammen med sin hustru Christina Roslyng Christiansen, der ligesom Lars også har rødder i håndboldverdenen. Sammen har de sønnerne Frederik på 10 og August på 1 år. Nå, ja, Christina har i øvrigt også fart på arbejdslivet, viser det sig. Og hvordan balancerer man så det? Det tænker jeg lidt over, imens jeg stiller min taske fra mig i deres køkken og et øjeblik bliver paralyseret af udsigten udover det blå Kattegat. ”Vil du ha’ noget at spise? Og hvad med kaffen, skal den være sort?” Klokken er 12. Jeg har glemt alt om frokost og når dårligt at se mig om, før der står franskbrød, sønderjyske slagterspecialiteter, ost og Nutella på bordet. ”Jeg skal ha’ noget at spise,” kommer det fra Lars. ”Så bare spring til”. Jeg ved godt, at han er ligefrem og hurtig i replikken på den dér særlige, sindige, sønderjyske facon. Så jeg takker ja, bestiller en kaffe med mælk og sætter mig ned.

Mr. Handball
Snakken går hurtigt. Det kan godt være, at håndbold ikke er dagens tema, men jeg kan ikke lade være. På vej til Juelsminde har jeg forberedt fem hurtige, som skal afdække, hvor meget styr Danmarkshistoriens mest scorende landsholdsspiller egentlig har på årstal, mesterskaber, pokalfinaler osv. Det viser sig hurtigt, at jeg ikke har meget held med mit foretagende. Før jeg ser mig om, har Lars svaret mere end detaljeret på alle mine spørgsmål og topper den med: ”Det er helt skørt! Dengang jeg spillede, kunne jeg samtlige spillere på de største landshold og i den danske liga udenad… på rygnummer. Grænsende til ubrugelig viden – altså med undtagelse af når vi var på tur med landsholdet – så kunne man altid fyre en hurtig quiz af i bussen eller på hotellet.” Jeg giver fortabt, og tænker ved mig selv, at selvom jeg er vild med håndbold, så er det alligevel godt, at vi skal tale mindst om det og mest om børn og familieliv.

Frihed og frustrationer
Det er tydeligt, at håndbolden stadig fylder meget hos Lars Christiansen. Ikke spillemæssigt – fordi han savner ikke at spille håndbold, siger han. ”Det er sgu vildt nok. Det troede jeg aldrig, jeg ville komme til at sige,” kommer det med et eftertænksomt smil, imens han lydløst sætter kaffekoppen fra sig på plankebordet. Men alligevel – og naturligt nok – er håndbolden fortsat en væsentlig del af den tidligere venstrefløjs hverdag. Siden karrierestoppet i 2012 har han taget hul på et arbejdsliv, hvor ikke to uger er ens. Som håndboldekspert på TV2 Sport kan han være bortrejst i tre uger til OL i Rio, imens han ugen efter kan være booket til ét af sine mange foredrag i den anden ende af landet, altså hvis han da ikke laver velgørenhed eller bruger tiden i sit firma, CHJ Management, hvor han sammen med to partnere beskæftiger sig med rådgivning af nogle af Nordens bedste håndboldspillere. ”Jeg har et ret omskifteligt arbejdsliv. Der er aldrig to uger eller dage, der ligner hinanden. Sådan kan jeg godt li’ det, og jeg nyder, at jeg selv kan bestemme, hvor meget jeg vil arbejde. Der er en masse frihed i mit liv nu til forskel fra før. Omvendt kan det også være pænt frustrerende, da mine arbejdstider varierer voldsomt og derfor er svære at planlægge et familieliv ud fra. Det er jeg ret sikker på, at Christina også synes.” Lars læner sig tilbage og vender blikket ud mod bølgerne. Der er en snært af noget sårbart og alligevel noget stålsat over den 44-årige sønderjyde og far til to.

At være sammen
I bogen ’Når sandheden skal frem’ om Lars’ nedtur med stress og angst – og jo, sådan én har han haft – skriver han: ”Når man kæmper hårdt for at opnå et eller andet, så skal man også huske at nyde det, når det lykkes.” Nyder du også dine børn? Mit spørgsmål bryder Lars’ tale. ”Hmm… jeg øver mig. Selvom det er svært. Men jeg er blevet bedre til at holde fri, når jeg har fri. Men for mig er det også at holde fri, når jeg tager på stadion sammen med Frederik for at se AC Horsens mod F.C. København – selvom det også sport. Så tager vi en ’mandetur’ kun os to.

Jeg er også tit med i hallen eller står på sidelinjen, når han spiller bold. Det er i min verden også at nyde ham og det, som vi har sammen. Mit privilegium er jo så, at jeg har fri på tidspunkter, hvor mange andre forældre går på arbejde.” Lars tager det, der i hans tempo er en kort pause, før han fortsætter: ”Ulempen ved mit job er selvfølgelig, at jeg altid er lidt på arbejde, selvom jeg har fri. Det tror jeg, at de fleste selvstændige kender til. Så er der et telefonopkald, der summer i lommen eller en mail, der skal returneres. Det er loddet, når man vælger at leve på denne måde. Jeg er nødt til at tage stilling til ting, der vedrører mit firma, mine foredrag osv. Jeg kan ikke bare melde mig ud … men … ja, jeg kan helt klart godt blive bedre til at lægge telefonen væk. Det gør jeg til gengæld om sommeren, hvor linjen er mere eller mindre helt død. Men jo, jeg øver mig bestemt i at nyde øjeblikkene. Hver dag.”

Den dårlige samvittighed
Et af mine spørgsmål går på, om Lars mon er typen, der evner at sætte sig selv til side til fordel for sine børn. Men han kommer selv ind på emnet, før jeg når at spørge. ”Man skal helt klart være villig til at sætte sig selv til side, selvom det til tider er svært. Jeg må indrømme, at jeg sagtens kan komme hjem efter at have holdt to foredrag i træk og dækket en håndboldkamp i Aalborg og være helt kvæstet af at have været på. Sådan en dag har jeg mest lyst til at smide mig på sofaen og glo ud i luften uden at snakke med nogen. Jeg er ganske enkelt træt. Men øjeblikket efter kommer Frederik hjem fra skole og vil have mig med ud og hoppe på trampolin. Der er jeg nogle gange så færdig i mit hoved, at jeg har mest lyst til at sige nej. Nogle gange siger jeg også nej, men som oftest prøver jeg at hoppe ud af mit eget sted og være sammen med ham. Fordi jeg ER tit væk om aftenen, og det er ikke hans valg. Men helt ærligt, så tror jeg aldrig, at man kommer ud over at have dårlig samvittighed overfor sine børn engang imellem. Jeg gør i hvert fald ikke. Uanset hvor meget man engagerer sig, så kan man altid gøre mere.”

Nærvær på distancen
Lars lægger ikke skjul på, at det er Christina, der trækker det store læs derhjemme – også selvom hun er i gang med opstart af virksomhed ved siden af arbejdet som underviser på en efterskole ikke så langt fra hjemmet i Juelsminde: ”Christina er den, der i store træk binder vores hverdag sammen. Selvom hun også arbejder en del, så er der trods alt mere stabilitet og forudsigelighed over hendes arbejdsliv, hvorimod mit ikke er helt så lige ud ad landevejen. Det handler hele tiden om at afstemme forventningerne, og det forsøger vi og fokuserer på, hvad der er hinandens brændstof. Det er sgu vigtigt! Ellers kunne vi lige så godt lade være. Vi har været sammen om at beslutte, hvordan vores liv skal være.”

Jeg er nysgerrig på, hvordan Lars holder kontakt med sine børn, når han befinder sig på den anden side af jorden som f.eks. til OL i Rio. ”I Rio forsøgte jeg at være i kontakt med børnene – og især Frederik – over telefonen eller FaceTime ca. hver anden eller tredje dag. Men det er ikke altid så nemt. Nogle gange kunne jeg se de ubesvarede opkald på min telefon, og når jeg så igen havde tid til at ringe, var det nat i Danmark. Der kan hurtigt smutte nogle dage på den måde, fordi min tid bliver enormt uforudsigelig under sådan en begivenhed med alle de platforme, der skal produceres tv til. Omvendt er det heller ikke altid, at Frederik gider snakke. Han har jo heldigvis travlt med de ting, han har gang i herhjemme.”

Men kan man være nærværende på distancen? Lars kigger på mig med et fast blik, der understreger, at han udmærket er bevidst om udfordringen ved at være væk: ”Man kan i hvert fald være interesseret. Nærvær er måske et stærkt ord, men jeg prøver at være interesseret. Det tror jeg på, at børnene kan mærke. Og interesse er i min verden også nærvær.”

Balancegangen som forælder
Som samtalen skrider frem daler tempoet en smule. Eftertænksomheden vokser. ”Men hvordan gradbøjer man nærvær?” kommer det fra Lars. ”Jeg tror aldrig, at jeg kommer i mål med at være nærværende. Vender man den om, ser jeg masser af forældre, der lever deres liv ud gennem deres børn i nærværets navn. Den type er jeg ikke, og jeg kunne aldrig drømme om at sætte mig ned på min bagdel en hel dag og udelukkende gøre ting på mine børns præmisser. Det kan måske lyde egoistisk set i lyset af al den snak om nærvær og mangel på samme, som konstant blusser op i medierne. Jeg mener, selvfølgelig skal vi som forældre være deltagende og vise oprigtig interesse, men børn har – som jeg ser det – også godt af at følge med os voksne engang imellem, fremfor at det altid er omvendt. Det handler om at give dem et indblik i, hvad vi er optaget af og brænder for. Det er i hvert fald vigtigt for mig – og for os.” Lars fletter armene ud og lader dem falde ned langs siden, før han rykker frem på stolen. ”For mig handler det om af finde balancen i at være en god forælder og en god ven, som er der, når der er brug for én. Som forældre – tror jeg – at vi skal slutte fred med, at vi ikke kan det hele; vi kan ikke være med til alle fodboldkampe, håndboldkampe, skolekomedier og forældremøder. Hvis vi tror, at vi skal alting, ender vi med at blive ædt op af dårlig samvittighed. Og det er altid dén – samvittigheden – der æder dig op til sidst. Forældreskabet er og bliver en adgangsbillet til kompromisernes land.”

Kærlighedsregnskabet
Kaffekoppen er for længst tom. Jeg har spist min kvote af franskbrød med Nutella og sidder kun tilbage med et enkelt spørgsmål. Lars og Christina har været skilt i tre år, imens Frederik var lille, men har trodset alle statistikker og fundet sammen igen. Og måske er det for privat, men med Lars’ ligefremme facon, beslutter jeg mig alligevel for at spørge; hvordan kan det lade sig gøre? Og rigtig nok. Heller ikke her er Lars bange for at svare ærligt. ”Ja, det er faktisk pænt usædvanligt. Men jeg tror, det handler om, at vi hele vejen igennem har formået at bevare respekten for hinanden, også selvom vi i perioder har været på vej i hver vores retning. Det har været vigtigt for os, at Frederik oplevede, at mor og far fungerede godt sammen. Vi kunne finde ud af at tilbringe tid sammen og bevarede i det hele taget en rigtig god dialog. Og så besluttede vi på et tidspunkt at give det en chance. Ikke for Frederiks skyld, men fordi vi ville hinanden. Forleden kom vi faktisk i tanker om, at vi næste år kan fejre kobberbryllup.” Lars slår op i en høj latter; ”men det kan vi så ikke alligevel. Der mangler vi altså lige tre år i målregnskabet.”