Oddervognen har mødt Kristian Gintberg fra Ramasjang til en snak om ikke at have en plan: ”Jeg lever af at leve i nuet. Resten tager jeg, som det kommer.”

Den sjove fætter
Kristian Gintberg har de seneste 6 år skudt sig direkte ind i hjerterne hos landets yngste tv-seere – og deres mødre. Han er ham den sjove fætter fra Ramasjang Mysteriet, der giver den som sig selv, sin far, Camping Vagn, Danse Staffan og en håndfuld andre skurke, som Kristian i sin egenskab af detektiv skal forsøge at hitte rede imellem.

Som 40-årig regner han dog ikke længere med at vælte rundt og lege detektiv, som han selv udtrykker det. Men hvad skal han så foretage sig, den 29-årige tv-vært med de brune øjne og det brede smil? Godt spørgsmål. Vi har mødt Kristian Gintberg til en snak om at være i nuet og om ikke at have styr på så meget andet end netop dét.

Lige nu og lige her
”Jeg har aldrig haft en masterplan for, hvordan mit liv skal udfolde sig,” lægger Kristian ud. ”Jeg synes, at det er sjovt at lave det, jeg laver lige nu og her, og det er sjovt og befriende at kunne sige ja uden at bekymre mig om fremtiden eller føle, at jeg skal stræbe efter noget, der er skrevet ned i en karriereplan. Der ligger selvfølgelig projekter i støbeskeen på den korte bane, men hvad jeg
laver om fem eller ti år, har jeg virkelig ingen anelse om. Jeg kunne måske godt se mig selv som højskolelærer, men det ville kræve et farvel til den verden, jeg befinder mig i lige nu, og som jeg virkelig elsker og trives i. Men hvem ved, måske det sker engang, når jeg bliver… rigtig voksen? Men lige nu er jeg her, og det er det fedeste,” smiler Kristian, der godt tør stå ved, at han ikke er mere reflekteret end som så, når det kommer til karrieren og fremtiden.

Direkte fra højskole til tv
Måske er det netop uvisheden og mangel på planlægning, der er den skævhjernede tv-værts personlige guld i lommen. Det var i hvert fald sådan – ved et tilfælde – at eventyret startede for Kristian: ”Jeg var elev på Rødkilde Højskole, som er en teaterhøjskole, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke skulle bruge mit liv på at lave teater. Jeg var meget mere vild med at lave fjollede
klip med en sjov paryk på end at stå på en teaterscene,” griner Kristian, imens han fortsætter: ”så jeg var så småt gået i gang med at lave en række optagelser ud fra en idé, jeg havde. Min plan var at sende klippene til DR, selvom ideen nok i virkeligheden var et skud langt ud i tågen.”

Men en dag ringede telefonen på højskolen. Det var DR, som manglede en vært til Lille Nørd. Forstanderen vidste tilfældigvis, at Kristian havde kastet sig ud i det hjemmelavede tv-projekt, så sådan gik det til, at DR spurgte den unge Gintberg, om han ikke havde lyst til at komme til en rigtig casting hos dem. ”Det blev begyndelsen på det hele. Jeg har endnu ikke fået mig en uddannelse, til gengæld var jeg så heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og hvad er lige chancen for det?” smiler han.

Et atypisk arbejdsliv
Kristians arbejdsliv er delt op i to kategorier: ”Der er optageperioder og ikke-optageperioder. I optageperioderne, som lige nu, hvor vi optager julekalender, møder jeg ind om morgenen, tager en hånddukke på hånden, drøner rundt i studiet, råber og skriger og siger i store træk det, der står i manuskriptet,” griner Kristian og fortsætter: ”Så er der ikke-optageperioderne, hvor jeg primært sidder foran en computer, udvikler karakterer, skriver manuskripter osv. Meget kontoragtigt… og voksent, kan man vel godt sige. I de perioder er dagene heldigvis vidt forskellige; der skal laves musik, fotos osv. Derfor er de såkaldt typiske arbejdsdage i virkeligheden ret atypiske, fordi de er så afvekslende. Jeg elsker variationen, og at der ikke er to dage, som for alvor ligner hinanden.”

Skabertrang
Så variationen er brændstoffet på Kristians motor. Derudover fremhæver han følelsen af at skabe noget – sit eget: ”Jeg har enorm stor indflydelse på figurerne og nyder at være med hele vejen; skabe historierne, skrive musikken, finde kostumerne osv. Alt det gør jeg sammen med en tilrettelægger, som jeg har et tæt samarbejde med. Vi sidder mange måneder på vores egen lille, lukkede
redaktion og nørkler med tingene, før der kommer kamera på. Da jeg er temmelig perfektionistisk anlagt, er det virkelig fedt at få lov til at arbejde på den måde.” Har man set Ramajetterne og Ramasjang Mysteriet og kender figurerne, kan det for nogen virke som tilfældig sjov og ballade, det hele. Men det fornemmes tydeligt, at Kristian har ’noget’, der skal ud: ”Jeg brænder for at skabe tv med underholdningsværdi, hvor der er substans og dybde, selvom budskaberne kommer ud af munden på en række spøjse karakterer. Seerne skal have én på ’opleveren’, ellers mister jeg gejsten. Derfor er dét at have hænderne nede i substansen og få lov til arbejde i detaljen med manuskriptet og figurerne så vigtigt for mig. Det giver ejerskabsfølelse og følelsen af at kreere noget, der er væsentligt for modtagerne, og som også underholder mig selv,” forklarer Kristian, der finder inspiration til Fru Pudderkvast, Ronni Roligan, Preben Pølsesnak og alle de andre karakterer blandt vennerne og folk på gaden. Efterfølgende stykker han detaljer og skæve træk sammen til de enkelte figurer, som vi kender dem fra tv.

Nu er nu
Kristian spiller selv alle roller i Ramasjang Mysteriet. Så måske er der ikke noget at sige til, at programmet er gået hen og blevet et hjertebarn for den autodidakte tv-vært. Til spørgsmålet om, hvorvidt han er bange for at blive stemplet som ’Ramasjang Kristian’, er svaret: ”Jeg er fuldt ud bevidst om, jeg på sigt kan gå hen og få den ene rolle i folks bevidsthed. Netop derfor vælter jeg nok heller ikke rundt og er detektiv, når jeg er fyldt 40. Men rollen som ’Kristian fra Ramasjang’ passer godt til mig og til det sted, jeg står i mit liv netop nu. Hvis jeg en skønne dag ikke længere kan li’ lugten i bageriet, så må jeg jo finde mig noget andet at give mig til. Længere er den vel ikke, men jeg bekymrer mig ikke så meget om det, vil jeg sige – ligesom alt det andet. Nu er nu. Resten er senere.”

Underdrenge og makrelmadder
Men er der da slet ikke noget, Kristian bekymrer sig om? I svaret på spørgsmålet om, hvordan han mestrer at agere på scenen med et så stort nærvær og samtidig evner at passe på den private side, er der måske alligevel en flig at hente. Kristian fortæller: ”Jeg prøver at passe på mig selv ved ikke at være tilgængelig hele tiden. Det gælder både i det virkelige liv og på de sociale medier. Mit behov for at dele ud af mig selv er blevet væsentligt mindre med årene, fordi jeg jo netop er så meget på i mit arbejdsliv, hvor jeg gerne vil være så nærværende som muligt overfor de mennesker, jeg er sammen med. Men når jeg har fri, har jeg et stort behov for det modsatte – at kigge indad og forsøge at værne om mig selv og mine omgivelser. Jeg opsøger f.eks. ikke den røde løber til en biografpremiere. Selvfølgelig stiller jeg gerne op til foto, hvis nogen spørger, men jeg kan enormt godt li’ ikke at være ’Kristian fra Ramasjang’, når jeg har fri. Lidt groft ridset op, så er jeg helt vild med tv-livet, men jeg elsker også, når jeg få timer senere sidder derhjemme i underdrenge og spiser makrelmadder.”

Mr. Mommy Crush
Taster du ’Kristian Gintberg’ i søgefeltet på Google, viser det sig hurtigt, at den glade tv-vært ikke kun er børnenes favorit. I flere artikler berettes det om, hvor populær Kristian er blandt småbørnsmødrene, som ikke holder sig tilbage fra at skrive direkte til ham og fortælle ham, hvor sød og dejlig han er. Faktisk er han den vært på DR’s børneprogrammer, der modtager flest fanbreve overhovedet. Det er dog ikke et emne, der fylder hos Kristian selv. Tværtimod blendes der en vis tilbageholdenhed ind i stemmeføringen, da snakken falder på kvinderne og deres udelte begejstring for ham: ”Som udgangspunkt svarer jeg altid pænt tilbage med et tak. Det er som oftest både sødt og velment, og jeg er såmænd glad for, at både børn og voksne synes godt om mig. Hos mig personligt fylder det dog ikke noget, da jeg jo har haft min skønne kæreste gennem mange år.”

Men selvom Kristian for længst er afsat, er der alligevel godt nyt til alle hans fans. Både småforelskede mødre, deres børn og andre barnlige sjæle kan se frem til december måned, hvor Kristian Gintberg og Ramajetterne kan opleves i årets DR julekalender for de mindste. Her er der både kærlighed og kaos på programmet, når Sus, Flummer og de andre Ramajetter går i luften. Så langt, så godt. Og hvad der sker bagefter for den gode Gintberg? … tja, det vil tiden vise, når man (heldigvis) er sådan én uden en karriereplan.

4 sjove til Kristian:
– Har du fremtidsplaner med egne børn?
Ja, bestemt. Vi har godt nok ingen i ovnen endnu, men måske om et par år.
– Hvem er din yndlingskarakter?
Richard Thomsen, selvom de fleste børn ikke kan li’ ham, men der er noget
sjovt i at være en lidt klam og uhyggelig mand.
– Har du altid været ’underholdertypen’?
Det tror jeg. Jeg har i hvert fald altid været vild med skolekomedier, musik
og den slags. Derhjemme fik min storebror og jeg vores far til at bakke
bilen ud af garagen, så vi kunne hænge tæpper op og optage videoer i
udklædningstøj og med parykker på.
– Har du nogensinde været på date med én af mødrene?
Næ. Jeg har jo haft en kæreste gennem mange år.