Oddervognen har snakket med Camilla, der har en lidt usædvanlig historie om at blive mor efter en ukendt graviditet. ”Fra det ene øjeblik til det andet havnede jeg i rollen som mor til en lille dreng totalt uden viden om, at mine mavesmerter havde skyldtes noget så naturligt som en graviditet – og ikke tarmslyng.”

Det blev en ”tarmslyngel”
Forestil dig at troppe op på hospitalet til en undersøgelse for tarmslyng og fire timer senere stå med et velskabt barn i armene. Dit barn. Tillykke! Vel nok det, de fleste vil definere som lidt af en overraskelse, grænsende til et chok. Netop det scenarium blev Camillas virkelighed den 18. Juli 2015: ”Fra det ene øjeblik til det andet havnede jeg i rollen som mor til en lille dreng totalt uden viden om, at mine mavesmerter havde skyldtes noget så naturligt som en graviditet – og ikke tarmslyng.” Camillas søn blev døbt Willum. I dag er han 1,5 år og en sund og velfungerende knægt, som i sagens natur er intetanende om, at han vendte op og ned på mange menneskers liv den dag i 2015, hvor han meldte sin ankomst og fik tilnavnet ”Tarmslynglen”.

Tunnelsyn
Det lyder næsten som en dårlig film. De fleste stiller sig da også tvivlende, når de hører Camillas historie, som gik land og rige rundt i medierne henover sommeren 2015. For kan det virkelig passe, at man som kvinde kan gå uvidende rundt om noget, der er så stort og omsiggribende som at være gravid. Camilla fortæller: ”Jeg har efterhånden fortalt historien en del gange og kan godt forstå, at de fleste undrer sig. En graviditet er jo normalvis ikke noget, man overser. Historien er, at jeg gennem mange år havde været plaget af lidt for meget fedt om maven. Den lidt for store mave var ligesom blevet en del af mig, men en del, som jeg var umådelig træt af. Derfor besluttede jeg mig for at sætte ind med intensiv træning for at komme maven til livs og i det hele taget komme i bedre form. I samme periode havde jeg smidt p-pillerne i enighed med min daværende kæreste. Det havde jeg prøvet tidligere, hvor der gik op mod 9 måneder, før jeg fik min menstruation. Jeg havde derfor en helt klar forventning om, at det ville være sådan igen.”

Camilla tager en kort pause, før hun fortsætter: ”Men selvom jeg kom i bedre form, blev maven ved med at være der. Med tiden fik jeg mavepine, fordøjelsesproblemer og følte mig oppustet, hvorfor jeg gik til lægen ad flere omgange, men vi talte aldrig om graviditet som en mulighed. I stedet fik jeg foretaget en masse undersøgelser for tarmproblemer, fødevareallergi mv. Graviditet var ganske enkelt ikke et emne hverken for mig eller lægerne. Jeg tror, at jeg havde udviklet en form for tunnelsyn med fokus på træningen osv. Ingen af os havde skænket graviditet en tanke. Overhovedet.”

Forløsning og fire timers graviditet
Det var først, da Camilla havnede på Kolding Sygehus med voldsomme mavesmerter – som skulle vise sig at være veer – at en vagtlæge bad hende afgive en urinprøve, før han ville snakke mere. ”Testen forklarede det hele. Jeg var gravid, ” siger Camilla og fortsætter: ”og fødslen var faktisk allerede i gang, så man kan sige, at jeg i realiteten kun nåede at være gravid i 4 timer. Et stort maskineri af læger, jordemødre, psykologer m.fl. blev sat i gang, da man naturligvis var i tvivl om, hvorvidt jeg psykisk og mentalt kunne håndtere det kæmpe chok og den omstilling, det krævede pludselig at skulle være mor uden på nogen vis at være forberedt.”

Til spørgsmålet om, hvordan Camilla håndterede chokket, siger hun: ”Jeg er heldigvis typen, som gennem hele livet har været trænet i at omstille mig. Jeg har været vant til at flytte mig fysisk som psykisk og har hurtigt vænnet mig til en ny situation. Den egenskab, tror jeg, har været mit held i forhold til fødslen og rollen som mor. Derudover var det på dagen en kæmpe forløsning at opdage, at mine problemer gennem så lang tid skyldtes noget så naturligt som et barn. Det frigjorde en masse energi i dét sekund, graviditeten blev konstateret. Jeg kan huske, at vi grinede højt og længe, da vi fik beskeden. Min mor var jo med til fødslen, da hun havde kørt mig på skadestuen for én gang for alle at få styr på mavesmerterne. Pludselig faldt en masse ting på plads for os.”

Føler sig snydt
Camilla griner også højt, da hun får spørgsmålet ”Føler du dig nogensinde dum?” ”Nej, jeg føler mig ikke dum. Men jeg har efterfølgende arbejdet meget med netop det spørgsmål, fordi hvordan i alverden kan man som velfungerende kvinde overse noget så basalt som en graviditet. Jeg gik hos en psykolog, som hjalp mig igennem den problemstilling, der handlede om igen at turde stole både på andres men i særdeleshed også på min egen dømmekraft. Det har været en stor hjælp, så nej, jeg føler mig ikke dum. I så fald skulle alle mennesker omkring mig jo også være dumme; familie, venner, kollegaer, fagpersoner osv. Men jeg kan til gengæld godt føle mig snydt og ærgerlig over, at jeg ikke opdagede det noget før. Forventningens glæde har jeg jo ikke haft. Den glæder jeg mig til forhåbentligt at opleve på et senere tidspunkt.”

Kroppen i gear til graviditet
Noget af det Camilla står tilbage med i dag, er tanken om, at en graviditet måske ligefrem kan blive lettere af, at vi ikke konstant har fuld opmærksomhed på den: ”Jeg talte med psykologen om netop det, at kroppen er gearet til at skabe liv uden vores indblanden. Man kan sagtens have en almindelig hverdag kørende og gøre det, man skal, imens kroppen sørger for at producere et nyt liv. Personligt har jeg været forskånet for mange bekymringer, som fylder meget hos gravide kvinder i min omgangskreds – især på det mentale plan. Jeg har ikke bekymret mig om, hvor længe jeg kunne fortsætte på arbejdet, om jeg kunne klare det derhjemme osv. Jeg gjorde det jo bare. Så uden at forfladige det storslåede og smukke ved at være gravid, tænker jeg, at graviditet i vores samfund kan have en tendens til at være et større issue, end det fortjener. ’Projekt barn’ fylder meget i hjemmet, på arbejdspladsen og i medierne. Men vores krop kan altså meget mere, end vi tror.”

”Når det er sagt, så håber jeg på en dag at blive gravid igen og opleve en graviditet, der varer mere end bare fire timer – og jeg håber virkelig, at jeg kan gå ubekymret igennem den i tillid til, at kroppen klarer processen,” slutter Camilla, der bor i Kolding sammen med sin kæreste Emil, som ikke er biologisk far til Willum, men som har taget Willum til sig som far på fuld tid for familiens lille ”tarmslyngel”.